Street Care ønsker at sætte fokus på FNs 17 verdensmål
VORES FIRE UDVALGTE VERDENSMÅL
Verdensmål 1 – Afskaf fattigdom
Street Care er et socialt arbejde blandt nogle af de mest udsatte i Danmark. Vi laver opsøgende gadeplansarbejde, driver et værested og tilbyder mentor- og bisidder støtte deriblandt målrettet hjemløse, alkoholikere, stofmisbrugere og personer der er havnet i økonomisk uføre.
Street Care hjælper nogle af samfundets allermest udsatte med at komme på fode igen, gennem en – på sigt – forbedret livssituation.
Verdensmål 2 – Stop sult
Street Care serverer hver uge gratis mad til vores gæster i værestedet og uddeler derudover også løbende sandwiches og andet spiseligt til hjemløse og andre udsatte rundt i København. Vi inviterer også løbende udsatte til fællesspisninger, med på café og restaurant. Street Care samarbejder blandt andet med Lagkagehuset om overskudsbrød – hvilket vi bruger i værestedet samt til uddeling (sammen med andre madvarer).
Vi henviser gerne vores brugere til samarbejdspartnere, der uddeler overskudsmad.
Verdensmål 3 – Sundhed og trivsel
Gennem Street Cares mentor- og bisidder støtte, hjælper vi udsatte med at få styr på trivsel og sundhed. Vi hjælper løbende mennesker, der kæmper med hjemløshed, misbrug, PTSD, angst og depressioner (selvmordstanker og forsøg). Vi sørger for at udsatte får den rette hjælp og rådgivning, deriblandt ift. indlæggelser på Psykiatrisk Akutmodtagelse eller hospital, dag- og døgnbehandling, kontakt til hjemløseenheden, mm. Gennem rådgivning og kontinuerlig omsorg løfter vi trivslen og lysten til at leve et sundere og gladere liv.
Verdensmål 10 – Mindre ulighed
Vi kæmper i nogen grad også for vores udsatte venners rettigheder ved at være synlige på de sociale medier og ved at tale højt om problemerne overfor samarbejdspartnere og beslutningstagere. Street Cares daglige leder har gennem otte år siddet med i Vesterbro Lokaludvalg, deriblandt som Socialudvalgsformand. Vi har dermed gode forudsætninger for at forstå og ikke mindst italesætte udfordringerne.

Street Care
Fordi vores venner er noget ganske særligt
Drejervej 13-21 – 2400 København NV.
Tlf. 3114 2100 – af@streetcare.dk